Tips & idéer til ungernes madpakker

Tips & idéer til ungernes madpakker

Kom sundt fra start

Som forælder er du med til at skabe de bedste forudsætninger for, at dit barn får en god skoledag. Bl.a. ved at give dit barn en god madpakke med i skole sammen med noget fornuftigt at drikke – f.eks. vand i drikkedunken eller skolemælk.

Det er en god idé at gøre madpakken inspirerende så spisesituationen bliver en god oplevelse. Her på siden får du tips og gode idéer til selve madpakken og til at involvere dit barn lidt mere.

God madpakkelyst! 


Godt i gang med skoledagen

• Giv plads til sunde sovetider.

Tank op med god, sund og mættende morgenmad.

Pak en varieret og mættende madpakke.

Tilmeld evt. dit barn til skolemælk og sørg for en drikkedunk til vand.

Glem ikke 10’er maden til pauserne.

Tænk gerne rester fra aftensmaden ind i næste dags madpakke.

 

Tips & tricks

10er_2000px.jpg

• Frist med en hyggelig madkasse gerne med rum i.

• Kom evt. et lille køleelement i madpakken.

• Hav et lager af små praktiske bøtter til 10’er mad.

• Pak maden i små portioner, så den ikke ligger og fugter.

• Husk en ske eller gaffel til salat og yoghurt.

• Små hapser og gnavemad gør madpakken hyggelig.

• Lad børnene være med til at smøre madpakken ind i mellem.

• Undgå at give saft, sodavand, juice og energidrik, som

indeholder meget sukker, med i skole.


En fast smør-sammen-dag

Hvis det er svært at få børnene med til at smøre madpakke, så udnævn f.eks. søndag til at være dén dag om ugen, hvor børnene selv smører madpakken til dagen efter.

 

Gør det grønne nemt

Skræl gulerødder, og rens grøntsager til flere dage, så er det nemmere at få det med i madpakken.

 

Husk de gode drikkevaner

Giv dit barn en drikkedunk med, så det er nemt at fylde på med vand i løbet af dagen. En skolemælk til frokost giver et bidrag af flere gode næringsstoffer til madpakken.

 

10’mad er også mad

Find sammen med dit barn ud af, hvad der fungerer bedst i de små spisepauser i løbet af dagen f.eks. 10’er pausen. Og pak små sunde pausemadder sammen med dit barn.

 

Den nysgerrige madpakke

kaal_500px.png

Prøv at udfordre med små alternativer af grøntsager f.eks. blomkål, broccoli eller rosenkål som en snack ved siden af de ”klassiske” flade madder.

 

Den modige madpakke

Venner er rollemodeller for hinanden, også når man går i skole. Tag ungerne med ”på råd”, lad dem selv vælge og bygge en sund og ”modig” madpakke helt i deres egen ånd, f.eks. med fokus på flere fibre/fuldkorn og mere grønt, masser af hapsere eller spændende salater.

 

Mad der mætter

En lang skoledag kræver mad, der mætter. Tilpas madpakken, så der er mad nok. Og tilbyd evt. dit barn skolemælk, som mætter mere end vand og giver et bidrag af flere gode næringsstoffer til madpakken.

 

Madpakken ind i ugens madplan

På en almindelig dag får børn dækket op til halvdelen af deres daglige energibehov i skole og institution. Derfor er det en god ide at tænke madpakkens indhold ind i den ugentlige madplan, så er du sikrer på masser af godt og lødigt indhold.

 

Smør-selv-dag

At madpakken bliver spist op er ikke bare dit, men også barnets ansvar. Med en fast smør-selv-dag bliver der automatisk sat mere fokus på hele ugens madpakke. Og ansvarsfølelsen bliver større.

 

Flade madder eller...

En hyggelig, lækker og sund madpakke bliver bare meget mere spændende og indbydende med en madkasse med små rum, bøtter til snacks, mad på spyd, og en god drikkedunk. Og chancen for at der bliver spist op er større. 


High five til madpakken

På Miljø og Fødevareministeriets hjemmeside Alt Om Kost kan du finde en pædagogisk huskemodel til, hvordan man bygger en god madpakke. Madpakkehånden hedder den, fordi dens fem fingre er en enkel huskemodel for, hvad der skal i madpakken.
Du finder den her.